Elmhurst, NY til Rego Park, NY

Min Matrix som jeg kørte tværs over USA i.
13 miles / 21 kilometer – fra hotel til hjem <3

Dag 26 – 21 oktober 2020 – Rejsen fra Las Vegas til New York

Vågnede op tidligt på hotellet. Skulle være på ejendomskontoret ligeså snart dørene åbnede. Min ejendomsmægler kunne fortælle, at pengene som han “havde overført” til dem, stadig stod som “pending” i PayPal.

Jeg rystede på hovedet af hele situationen, og jeg susede til min bank og hev hver en dollar ud jeg havde på min søns opsparing og egen konto. Jeg havde ikke nok til selv at dække indskuddet. Men, mine kære følgere på sociale medier havde i dagene op til givet så mange donationer på www.buymeacoffee.com/danishtourguide at jeg kunne trække dem ud .. og havde præcist nok med måske $20 til overs. Det er ikke løgn.

Pga. min ejendomsmæglers uansvarlige opførsel, havde jeg ikke blot mistet min oprindelige lejlighed, boet over tre uger på hotel, mistet tæt på $6000 … ja, nu skulle jeg tømme alt for at have råd til at betale indskud endnu en gang. Skulle jeg grine eller græde?

Indskuddet blev betalt. De sagde, at jeg bare skulle kører over til lejligheden og mødes med viceværten. At han ville give mig nøglerne. Jeg havde cirka en time før mine flyttemænd ville ankomme.
Jeg kunne ikke finde parkering. Endte med at parkere i shopping centret der er tæt ved lejligheden, og gå over.


Jeg ringede og ringede og ringede til viceværten men han tog ikke telefonen.


Nu græd jeg nærmest.

Mine børn foran vores nye hjem før vi fik nøglerne.

Og så dukkede han op! Han viste vej til lejligheden, åbnede døren og da jeg fortalte ham at jeg slet ikke havde set den før nu, var han chokeret! Han gav mig en kort tur, gav mig nøglerne i hånden og gik.

12 minutter efter fik jeg en sms om, at flyttemændene var nedenunder. 50 minutter gik der fra jeg fik mine nøgler til at mine ejendele fra Las Vegas var blevet leveret i min lejlighed.

Efter at have sundet mig en times tid … og pakket en kasse med legetøj ud, tog jeg børnene under armen, hentede bilen fra parkeringsgaragen, fandt “street parking” og tømte road trip bilen. Jeg måtte gå flere gange frem og tilbage men jeg havde ekstra skud af energi. Nu var jeg endelig kommet “hjem” med mine børn.

Den aften sov vi på luftmadras. Det var den rareste form for søvn, jeg havde fået i flere uger.

Men hvad skete der med min ejendomsmægler? Fik jeg nogensinde mine penge tilbage? Hvordan ser livet i Queens, NY ud nu?

Jeg vil lave flere indlæg, der dækker svarene på disse spørgsmål.

Tak til hver og en af jer, der var med undervejs. Jer der gav opmuntrende beskeder, jer der kunne hjælpe til økonomisk. Det har været så fantastisk sødt og flot af jer! Af hjertet tak!

Følg med på www.facebook.com/turistinewyork … og www.instagram.com/danishtourguideusa!