Columbia, MD til King of Prussia, PA

133 miles / 214 km fra Maryland til Pennsylvania

Dag 15 – 10 oktober 2020 – Rejsen fra Las Vegas til New York

I dag skulle vi have en rigtig børnevenlig oplevelse. Vi havde set et ‘rack card’ (reklame kort) på vores hotel fra Fire Museum of Maryland. Da jeg ville sige efter reviews online, faldt jeg også over en Groupon så vi kom ind for $10.20, 1 voksen og to børn. Jeg er egentlig imod at bruge Groupon for butikkerne/attraktionerne/seværdighederne/restauranterne tjener meget lidt på det. Men, jeg valgte at købe den fordi jeg ikke var sikker på, det ville være en god fornøjelse for os – og jeg ville bruge forskellen i pris i deres museumsbutik (var planen).

“Og hvor er det bare godt! Sikke en flot oplevelse!! Vi havde en frivillig, der åbenbart synes godt om min lille familie som fulgte os rundt og gav os yderligere historiske beretninger. Da jeg ville give ham $20 i drikkepenge (en tour guide går aldrig væk fra en anden tour guide uden at tilbyde ham noget) takkede han nej, så det gik i donationsboksen i stedet for. Jeg købte også en brandbil i deres lille gift shop, for Markus var ellevild med den. Det var hjerteskærende at høre, hvordan de har mistet 75% af deres besøgende som følge af pandemien. Jeg kunne fortælle, at jeg har mistet 100% af mine kunder. Det gør ondt. … Jeg kan klart anbefale dette museum, hvis man kommer forbi eller er interesseret i brandvæsenets historie. Jeg håber på nyheder [i forhold til min lejlighed] i morgen mandag, og at jeg kan kører direkte ind til en lejlighed … men, jeg tror ikke det kommer til at ske. Så jeg skal finde ud af, hvad jeg ellers kan lave på en sikker måde med børnene her i udkanten af Pennsylvania/New Jersey.” (udsnit fra www.facebook.com/turistinewyork)

Efter Fire museet var turen blot at tage mod næste overnatning. Da jeg så mit første skilt mod New York løb det mig koldt ned ad ryggen. Jeg er så tæt på nu! “Men jeg kan ikke kører ind i hverken New Jersey eller New York stat endnu. Hvis jeg gør, så skal jeg have udfyldt en erklæring med oplysninger om hvilke stater jeg har været i, de forgangne 14 dage samt personlige oplysninger således at jeg kan blive tjekket, hvorvidt jeg overholder det krævede 14-dages selvkarantæne forløb. Og i det, jeg ikke har fået nøgler til min lejlighed endnu så bliver det noget rod. Hoteller skal bede om at se erklæringen, og hvilken adresse skriver jeg? Den adresse, hvor jeg ikke kan findes på fordi jeg ikke har nøgler? Eller hotellets, hvorved jeg er tvunget til at være der i 14 dage?” (udsnit fra www.facebook.com/turistinewyork)

Derfor valgte jeg, at bestille to nætter i King of Prussia, Pennsylvania. Vi er så tæt på NJ/NY nu at jeg ikke rigtig kan komme videre før jeg ved, hvor jeg står mht. lejligheden.

Her er et stort shopping område, samt Valley Forge (en National Historic Park der spillede en stor rolle i Revolutionskrigen). Nu får vi at se, hvad der sker.

Selvom vores hotel var en del af den samme Hilton kæde, som vi havde overnattet på hele turen så var det her nok den mest ubehagelige overnatning. Ikke så meget pga. hotellet, men pga. området. Og det giver ikke engang mening, for hotellet ligger et stenkast fra det store og meget flotte King of Prussia center. Måske var det førstehåndsindtrykket, der ligesom lagde stemningen for de dage vi var der.
Vi checkede ind og jeg baksede med kuffert, klapvogn og sønnike op på vores sal, og forsøgte at komme ind på værelset med vores nøglekort. Det virkede ikke rigtig og så åbnede en dame døren indefra, og en stor dunst af røg bliver serveret lige i hovedet på os. Hun var venlig (og lidt sær) og inviterede ind på værelset, så jeg kunne låne telefonen og ringe ned til frontdesk og bede om et nyt værelse. Men hun virkede halvfuld, og her stod jeg med børnene og der var tæt af cigaretrøg på et røgfrit hotel. Jeg lånte telefonen, og receptionisten beklagede.
Vi fik et nyt værelse men starten på opholdet var ikke go’. Jeg valgte dog alligevel, at blive her tre nætter.

Hampton Inn – Pris: $250.80 – 530 W. Dekalb Pike Rt. 202 King of Prussia, PA 19406
  • Du må gerne give en kop kaffe, skulle du have lyst. $5 eller mere, og pengene går ikke kun til kaffe men til at holde hovedet over vande særlig i denne svære pandemi tid: www.buymeacoffee.com/danishtourguide
  • *Vores daglige oplevelser er baseret på, at jeg ikke ønskede at køre mere end 4-5 timer per dag, og ikke ville ankomme til vores hotel for sent (jeg kan ikke li’ at køre i mørke). Turen var spontan, og jeg tog udgangspunkt i rådgivning fra Henrik Lange og hans e-guides.
  • Få besked næste gang jeg udgiver et indlæg ved at tilmelde dig her: https://feedburner.google.com/fb/a/mailverify?uri=IheartNy