Det var faktisk min mor, der satte tanken i hovedet på mig. Jeg havde bestilt en auto transport til Toyotaen til den “nette” pris af $1150. Den laveste pris, jeg havde fundet hvor gennemsnittet lå på $1600. Fra en mægler, der ville tage $250 gebyr for at finde en billig transport. De havde ikke de bedste anmeldelser på nettet, men der var et par positive imellem og kritikken gik på, at de ikke kunne finde en passende chauffør til kunder i tide men jeg havde fleksibilitet – troede jeg.
Jeg bad dem sætte “startdato” for pick-up d. 22 september. Det første problem jeg løb ind i, var at manden jeg havde talt med skrev d. 25. Det blev rettet. Jeg fik så af vide, at de havde fundet en chauffør til d. 28 september. De kunne ikke fortælle mig, hvornår på dagen chaufføren ville komme, så jeg ringede selv til ham, som med det samme brokkede sig over, at han ikke ville få den betaling han ønskede. Han sagde decideret: “They told me the customer couldn’t afford to pay more!”. Det gav mig en ubehagelig fornemmelse i maven, for nogle af de negative reviews gik på, at folk blev bedt om at betale mere end aftalt, når deres bil bliv droppet af. Men det der fik mig til at se “sort”, var at chaufføren grinende sagde, at mægleren vil sige hvad som helst for at få mig til at accepterer kontrakten. Og at jeg altså ikke kunne forvente 5-7 dages levering, men snarere 12-14 dage. Derudover, kunne han ikke hente bilen på min adresse – jeg måtte i stedet mødes med ham på en af de mere trafikkerede veje længere fra min lejlighed, give ham bilen og så selv finde ud af, at komme tilbage til lejligheden med autostole, 4 årig knægt og en baby i klapvogn med offentlig transport. En sød dansker i Vegas, havde tilbudt os at tage os med til lufthavnen d. 30 september så autostolene skulle jeg jo bruge.
Det var IKKE hvad jeg havde fået loving på, og gjorde bare min situation endnu mere besværlig. Så da min mor ringede, og jeg fortalte hende situationen sagde hun: “Aflys den aftale, og så kører du bare stille og roligt hele vejen selv!” Jeg fik et chok! Jeg havde da leget med tanken om, at køre tværs over landet på daværende tidspunkt med min mand, men det gjorde mig nervøs selv med ham. Og nu havde han altså besluttet sig for, at flytte til Florida i stedet for (jf. tidligere post) så at køre selv var i mit univers uansvarligt, for farligt, en umulighed!
Jeg har kun haft kørekort siden december 2018, så ikke engang i fulde to år endnu. Jeg har kun kørt i min lille Toyota Matrix, og jeg ANER INTET om biler. Jeg ved dårligt nok, hvordan man tjekker olien (overdriver lige lidt) så hvis noget gik galt, derude på Lars tyndspruts marker, hva’ så’?
Men når nu min mor foreslog det? Skød tanken væk igen. Senere på dagen tog jeg ud for at sige farvel til et ældre vennepar, som efter de nåede pensionistalderen havde flyttet fra Long Beach, Californien til Las Vegas. De havde, da jeg flyttede til Vegas i sin tid, taget mig under vingen og har været en slags adoptiv bedsteforældre siden. De er altså bare sådan nogle dejlige, søde og sjove mennesker at være omkring. Manden, J, havde givet mig et par køretimer, den gang jeg skulle tage mit kørekort, og han passede også min søn da jeg skulle til køreprøve. (Et indlæg om erhvervelse af kørekørt i USA kommer på et senere tidspunkt) Så jeg fortalte omkring auto transport situationen, og at min mor havde sagt, jeg bare skulle kører selv. Kvinden, V, udbrød: “Maria, du kan sagtens kører! Du skal ikke hører på hvad J siger, han vil sige nej, men Maria, det kan du sagtens. Du skal bare kører [sådan og sådan] …” og hun kom med en masse råd. Jeg faldt mildest talt, bagover. Hvad skete der lige? Både forsigtige, lille V, og min mor havde opfordret mig til at tage den lange køretur fra Las Vegas til New York City med min 4-årige søn og 7 måneder gamle baby? De måtte have mistet forstanden!
Men cirka to timer senere, ringede jeg afbrud til mægleren og cirka 30 timer derefter sad jeg i en tætpakket bil med børnene, med snuden mod Arizona…
